18-06-2016

Alis af Strandboulevarden

Her på Strandboulevarden har vi en rigtig concierge. Det er Alis, udtalt som Alice, men kordegnen i Store Heddinge kunne ikke stave, så det blev til Alis. På den måde blev hun navnefælle med Alis kiosk henne på hjørnet. Ham kendte hun selvfølgelig, ligesom hun kender alle i opgangen og i den anden opgang og i hele kvarteret. Da jeg flyttede ind for en årrække siden, stod hun i døren med nybagte boller og et nysgerrigt blik på mig og min dreng. Ja, hun stod ikke bare i døren, hun gik ind ad den, uden at anfægtes af, at man ligesom stod og fyldte i døråbningen.

På samme måde er hun gået ind ad mange døre. Hun er orienteret om al færden i huset, ingen slipper forbi uden en venlig bemærkning, hun følger med i folks liv. Hvem har fået en ny kæreste, et nyt job, hvem har hvilke problemer, og hvem af de store børn i opgangen er blevet student eller er flyttet hjemmefra. Hun kan snakke med alle, og gør det. Børnene skal der være plads til. Hun har selv fået fire, dertil kommer hendes ”femte barn”, som løb hjemmefra i en alder af 14 og gik med Alis’ børn hjem – og blev boende. Den historie siger en del om Alis, for er der noget, hun har, er det plads, og det til alle. Min søn er hun reservebedste for, eller ”Famse”, som hun hedder i familien, blandt egne børnebørn. Et særligt blik for hvad børn kan li’ – en bolle, en vits, fis og ballade i alle afskygninger – gør, at min søn faldt pladask for hende. En særlig munter tone gør sig gældende mellem de to. Alis er ofte trådt til, og i en alder af 11 år går min søn stadig ned til hende om aftenen, når jeg er på arbejde. Her er der Netflix, gode snakke, stegt flæsk med persillesovs…

 ”Barnet vil ha’ sovs, det skal han få”, som hun siger. Og så spilles der ellers computer og råbes højt, med en smøg til, på online banko, det ku jo være, man vandt – og så kan hun nogle fif til at streame en af de nyeste tjubang film. Skal der laves hovedregning, kan Alis hjælpe med en lommeregner på iPad’en. Problemer er til for at løses. ”Ingen kan alt, men alle kan noget”, som hun siger, og hun har gode idéer, som hun gerne deler, og også udfører. Om det er gardiner, der skal syes, vejledning i at få sværen sprød på en flæskesteg eller hvordan man nu får dén plet af dugen, er hun leveringsdygtig. Det er ikke altid, man kan give en tjeneste tilbage, når hun er teknisk udfordret med computer, fjernstyring eller Netflix-forbindelse… men så kan man give hende en blomst, for det elsker hun. I gården har hun netop bakset rundt med nogle store urtepotter og plantet blomster i dem, ”så vi kan ha’ noget pænt at kigge på”. Cigaretskod i disse potter er ikke velset, men hun knipser gerne selv et skod hen langs hushjørnet. En smøg og en kop kaffe må man ha’, og så må man bare vaske ned en ekstra gang. Alis er gammel rengøringskone, og det ses hjemme hos hende, hvor duften af grundrengøring og frisk kaffe breder sig fra skinnende flader. Intet undslipper hendes blik, og ”du skal bare lige…. Så er det gjort, det tager en prut og en begmand”, som hun siger. Mange prutter og begmænd senere, når fryseren stadig står som en igloo med sine tykke lag is, kan man godt tvivle på egne evner. Ingen kan alt, men alle kan noget. Også dem, der siger: ”Rengøring er sgu ikke lige mig, tante Alis”. Den har Alis grinet meget af. Hendes grin, og hendes nysgerrighed på sine medmennesker, går rent ind hos alle. Det er faktisk hende, vores concierge, der gør, at vi snakker sammen i opgangen.

 

Ikke bare vores dør er hun gået ind ad. Hun går ind ad alle døre, når nogen flytter ind, og hos dem, der har boet her i årevis. De unge knægte, der deler en lejlighed ved siden af, fik på samme måde besøg af Alis, der bare kantede sig uden om den måbende fyr i døråbningen, og ind i køkkenet med et fad boller, med bemærkningen: ”Luk munden, der ku flyve en flue ind”. Service til de nytilkomne: ”Her i huset kommer vi hinanden ved. Vi siger også dav på trappen”. Alis ved, som husets portnerkone, hvem der flytter ind og ud, kommer sammen med hvem, og ingen slipper ubemærket forbi. Hun er en skatkiste af folks hemmeligheder, som hun kun deler med udvalgte! Og går man en tur i Netto sammen med Alis – ind imellem er der varer, der skal bæres – er der ikke noget med bare at glide forbi kassen med et fraværende udtryk og blikket stillet på uendeligt. ”Hej… Frida”, kommer det efter et hurtigt blik på navneskiltet, og pigen ved kassen, nyansat, smiler. Det samme gør en fyr, der sætter varer op, da hun højlydt kommenterer: ”Hva’ fa’en er det for en butik, har I ikke fået nye kartofler!”

Der er en energi, et kraftfelt, omkring hende.

Om sommeren sætter folk røgalarmen i gang med deres grillarrangementer, der sender tykke røgskyer ind i opgangen – en enkelt gang var det fra Alis, røgskyerne kom: hun havde glemt et par bøffer på panden midt i en telefonsamtale. ”Guuuuud”, men så bliver kluden svinget, og nogen får pillet den røgalarm ned. Gården er som en skakt af festlyde, skingre skrig og fuldemandssnak om sommeren – Alis er kvinde for at identificere lydene, ”altså de har sex så jeg troede konen skulle dø”, fx – og ved også, når nogen har lavet om på værelsesfordelingen, for væggene er tynde, og børn larmer også ”men som jeg altid har sagt, børnene skal sgu have lov at være her”. Bliver det for meget, er hun ikke bange for at stikke hovedet ud ad vinduet og venligt henstille til ro. Det foregår smilende, med et nysgerrigt blik på et par unge mennesker i feststemning: ”Hej piger, det er dejligt at se, at I hygger jer, men det er hverdag, og kunne der snart blive lidt ro”. Altid er reaktionen positiv, ingen sure miner her.

Mona, vores grønthandler, som jeg skrev om i sidste blogindlæg, har Alis haft sin faste gang hos, og det er en skam, at hun måtte dreje nøglen om, for de nye kartofler skal man selv have fingrene ned i, og det kan man ikke hos Netto, døgnåbent eller ej. Det samme med Monas saftige græske appelsiner, og var det nogle rådne bananer, der kom med i posen, fik Mona klar besked. Intet stukket under stolen her. Udlændinge hedder krakkemutter i Alis’ mund, men hun hilser på dem alle, kender deres koner og mænd, sønner og svigerdøtre. En marokkansk kone, som var hendes kollega, blev syg efter gentagne børnefødsler, Alis’ besked til hendes mand var klar: ”Nu ka du kraftedme godt se at få snabelskoene ned fra sofaen og hjælpe din kone”. Manden var færdig af grin, sådan var han ikke vant til at blive talt til. Kniber det med et brev på dansk, kommer Alis lige op: ”ka’ du ikke lige hjælpe hende, hun skal søge om begravelseshjælp oppe i kommunen”.

Og hun har sat i banken, for hun er ikke selv bleg for at hjælpe.

Som enlig mor i en gammel lejlighed uden fast indtægt stod jeg med et faldefærdigt komfur.

Den fiksede Alis. Hun havde nemlig lige snakket med Teddy henne i kiosken om nogle komfurer og andre ting, der bare henstod, næsten nye, fra en kondemneret ejendom, hvor han kom.

”Ku’ du ikke lige”, sagde Alis, og det kunne Teddy da. Sådan blev et komfur kørt til døren, og, som skæbnen ville det, slæbt op af Alis’ bror, der også lige tilsluttede det.

Eftersom Alis i sin tid gjorde rent oppe i lægehuset på Østerbrogade, kender hun alle lægerne. Hun anbefalede mig som nytilflyttet den læge, jeg har i dag, og som er den bedste læge, jeg nogensinde har haft. De kender også Alis, for når hun ringer derop, siger hun ”hej skat, sig mig lige engang…”

Ingen kan sige nej til Alis. Om det er lægen, banken eller naboen – sådan er det bare. Og som hun selv siger: man skal stå tidligt op, hvis man vil løbe om hjørner med hende.

Alis lærte sig selv at læse, trods det, der sikkert i dag ville blive diagnosticeret som ordblindhed, men som i hendes barndom hed dumhed. Hun fandt et helle på skolebiblioteket, og elsker den dag i dag at læse. Når hun er færdig med ”Hjemmet”s noveller og en Barbara Cartland, kommer hun lige op: ”Kan du lige låne mig en bog, jeg mangler”. Går ned med Blixen eller Tove Ditlevsen, ugen efter er de læst, ”den var skidego’’”. Man kan vende en situation med hende, og hun har et indblik i mennesker, som skaffer hende et sikkert instinkt, og en evne til at ”vende den 180 grader”, bringe en ny vinkel til veje. Uvurderligt for os alle her i huset på Strandboulevarden/Nordre Frihavnsgade, hvor vi faktisk kommer hinanden ved, med Alis som naturligt centrum. Fik jeg nævnt, at Alis for nylig fyldte 75. Det blev selvfølgelig fejret efter alle kunstens regler her i vores gård.