Havets sang

17-04-2017

 

 

Når havet synger

sin store lokkende sang

bølgernes slag;

 

Når ametystens

grønne skær i dit øje

grådigt rækker ud;

 

Når fyrtårnets blink

lumsk lokker skibe på grund

med grum intention;

 

Når stranden udstrakt

går i ét med bølgeslags

konkyliehvisken;

 

Da må du lytte

til vindens klagesang

om dem, der rejste;

 

Da må du skue

som i spejlet din skæbne

indgyde dig mod;

 

Da må du gribe

Nattens hånd og gå derud

stjernerne lyse.

25-09-2016

Næsten nederst på Nordre Frihavnsgade, dvs. lige over for mit eget gadehjørne, finder man antikvariatet Corsaren, hvor Gert Olsen i afdæmpet stil regerer over 5000 bogtitler plus det løse - et fjernlager på 30.000 titler i Vanløse.  Corsaren bærer sit navn efter den jødiske forfatter Meïr Aron Goldschmidts tidsskrift af samme navn fra 1840’erne, hvor tidens omdiskuterede litterære skikkelser kom under satirisk behandling i en grad, så Søren Kierkegaard så misundeligt til, og engang under pseudonym klagede sin nød: ”Det er virkelig haardt for en stakkels Forfatter, at han (antaget at Pseudonymer ere Een) er den eneste, som ikke udskjældes der”. Corsaren gik ind i 1855, men genopstod siden i nye skikkelser – blandt andet under Nils Ufer i 1974, siden i Månedsbladet Press – og nu som et beskedent antikvariat, som er langt fra fortidens politiske og litterære satire. Men navnet var ledigt, og det samme var den tidligere udmagerbutik i Nordre Frihavnsgade. Og da Gert Olsen i 1997 var arbejdsløs og lå inde med en betragtelig bogsamling, erhvervet fra biblioteker, private og loppemarkeder, slog han til.

I Corsaren kan man finde digtsamlinger for en 10’er i bogkassen udenfor, side om side med paperbackromaner af alle slags og indefor Blixens Breve fra Afrika til et par hundrede kroner, bøger om teknik, fiskeri, søfart. Gert Olsen har som gammel reservedelschef fos General Motors en særlig interesse for bøger om teknik, men især har han slået sig op på bøger om anden verdenskrig. Bøger, som er udsolgt fra forlaget, og som går for en højere pris, end en almindelig bog i paperbackformat egentlig berettiger til. Et eksempel er Hannah Arendts ”Eichmann i Jerusalem”, som jeg selv måtte slippe 250 kroner for i paperback.

Mens andre antikvariater har måttet dreje nøglen om – senest løb sidste år historien om Vangsgaards konkurs og feberredning i 11.time – har det hele tiden løbet stille og roligt rundt for Corsaren.

”Jeg har en god avance. Jeg har ikke selv givet ret meget for bøgerne”, siger Gert Olsen, som selv bor i Brøndby – men kalder Nordre Frihavnsgade for en god handelsgade – også selv om hans egen butik ligger i den tunge ende. Det har dog også sine fordele, idet huslejen er tilsvarende lavere.

”Det gør en afgørende forskel at være på nettet. Bøger bliver hurtigt udsolgt fra forlaget – så kommer folk her”, siger han.

I Corsaren kan man finde skønlitterære klassikere, engelske bøger, og bøger inden for sociologi og filosofi.  Ingen krimier, ikke så mange digtsamlinger, og ikke længere førsteudgaver, siger han med en vis beklagelse og slår hånden ud mod udsalgsskiltet: ”Førsteudgaver 50 kroner”.

”Folk samler ikke længere. De unge kommer efter det, de skal bruge. Bøger er ikke længere noget, man har”.

En ung fyr med hipsterskæg kommer og spørger til en bestilling, han har foretaget igennem antikvariat.dk. Han går på Kunstakademiet og laver projekt om utopiske fællesskaber. Dertil har han bestilt Charles Fouriers ”Stammefællesskaber”  fra 1808, udgivet på Forlaget Rhodos i 1972. Gert Olsen drejer rundt på stolen og finder bogen et sted i de bugnende stigereoler, hvor der befinder sig godt 5000 bøger opdelt efter emne.

Via antikvariat.dk har han kunder fra hele verden, og sender overalt.

I Corsaren er der bøger fra gulv til loft, man kan finde lidt af hvert – også selvom Gert Olsen med egne ord ikke dyrker den smalle litteratur – og man møder en rar mand bag disken bag det tændte stearinlys. I bogkassen kan man gøre fund – fx fandt jeg her til en 20’er Izaak Waltons ”The Compleat Angler”, som der refereres  flittigt til i Lars von Triers langfilm fra 2013  ”Nymphomaniac”, og da jeg ikke lige havde en 20’er den dag, modtog Gert min egen digtsamling ”Arabesque” i bytte for bogen, som jeg siden har foræret en god ven og ivrig lystfisker. Da Gert ikke tager dankort, får de pengeløse lokale gerne kredit.

Selv læser han aldrig digte, og siger selv:

”Jeg er nok en dinosaur. Jeg følger ikke med. Læser anmeldelser i Politiken, og jeg ved, hvad der kan sælge”. Det indbefatter ikke krimier, som han lader den etablerede bogbranche om. Han kan selv godt lide jødiske forfattere – Isaac Bashevis Singer og Herbert Pundik nævnes, Philip Roth – ”selvom jeg har delte følelser over for dem. Jeg synes de er gyselige – men jeg forstår dem godt”. Han griner.

Corsaren  gør ikke meget væsen af sig, men rummer alligevel en skatkiste af litteratur fra nær og fjern om ret forskellige emner. Og selvom Gert Olsen ikke gør sig i digte, pryder et uddrag af Shelley-digtet ”den følende blomst” sammen med en tegning af Ib Andersen på væggen i baglokalet. Shelley og ”Den følende blomst” får selskab af nulevende digtere og forfattere som Søren Ulrik Thomsen, Kim Leine, Carsten Jensen og Asger Schnack, der sommetider lægger vejen forbi Corsaren. Og a propos blomster: den dag, jeg selv snakkede med Gert til bloggen her, fandt han lige en illustreret udgave af Baudelaires "Les fleurs du Mal" (Syndens Blomster), som jeg fik med hjem.

Corsaren – hvor man også stadig kan finde enkelte eksemplarer af det satiriske Corsaren fra Kierkegaards tid – er en medmenneskelig tidslomme for bognørder fra nær og fjern. I al beskedenhed udgør det måske netop attraktionen og modbevægelsen til tidens afhumaniserede omgangstone.

Til næste år kan Gert Olsen fejre 20 års jubilæum som antikvar.

18-06-2016

Her på Strandboulevarden har vi en rigtig concierge. Det er Alis, udtalt som Alice, men kordegnen i Store Heddinge kunne ikke stave, så det blev til Alis. På den måde blev hun navnefælle med Alis kiosk henne på hjørnet. Ham kendte hun selvfølgelig, ligesom hun kender alle i opgangen og i den anden opgang og i hele kvarteret. Da jeg flyttede ind for en årrække siden, stod hun i døren med nybagte boller og et nysgerrigt blik på mig og min dreng. Ja, hun stod ikke bare i døren, hun gik ind ad den, uden at anfægtes af, at man ligesom stod og fyldte i døråbningen.

På samme måde er hun gået ind ad mange døre. Hun er orienteret om al færden i huset, ingen slipper forbi uden en venlig bemærkning, hun følger med i folks liv. Hvem har fået en ny kæreste, et nyt job, hvem har hvilke problemer, og hvem af de store børn i opgangen er blevet student eller er flyttet hjemmefra. Hun kan snakke med alle, og gør det. Børnene skal der være plads til. Hun har selv fået fire, dertil kommer hendes ”femte barn”, som løb hjemmefra i en alder af 14 og gik med Alis’ børn hjem – og blev boende. Den historie siger en del om Alis, for er der noget, hun har, er det plads, og det til alle. Min søn er hun reservebedste for, eller ”Famse”, som hun hedder i familien, blandt egne børnebørn. Et særligt blik for hvad børn kan li’ – en bolle, en vits, fis og ballade i alle afskygninger – gør, at min søn faldt pladask for hende. En særlig munter tone gør sig gældende mellem de to. Alis er ofte trådt til, og i en alder af 11 år går min søn stadig ned til hende om aftenen, når jeg er på arbejde. Her er der Netflix, gode snakke, stegt flæsk med persillesovs…

 ”Barnet vil ha’ sovs, det skal han få”, som hun siger. Og så spilles der ellers computer og råbes højt, med en smøg til, på online banko, det ku jo være, man vandt – og så kan hun nogle fif til at streame en af de nyeste tjubang film. Skal der laves hovedregning, kan Alis hjælpe med en lommeregner på iPad’en. Problemer er til for at løses. ”Ingen kan alt, men alle kan noget”, som hun siger, og hun har gode idéer, som hun gerne deler, og også udfører. Om det er gardiner, der skal syes, vejledning i at få sværen sprød på en flæskesteg eller hvordan man nu får dén plet af dugen, er hun leveringsdygtig. Det er ikke altid, man kan give en tjeneste tilbage, når hun er teknisk udfordret med computer, fjernstyring eller Netflix-forbindelse… men så kan man give hende en blomst, for det elsker hun. I gården har hun netop bakset rundt med nogle store urtepotter og plantet blomster i dem, ”så vi kan ha’ noget pænt at kigge på”. Cigaretskod i disse potter er ikke velset, men hun knipser gerne selv et skod hen langs hushjørnet. En smøg og en kop kaffe må man ha’, og så må man bare vaske ned en ekstra gang. Alis er gammel rengøringskone, og det ses hjemme hos hende, hvor duften af grundrengøring og frisk kaffe breder sig fra skinnende flader. Intet undslipper hendes blik, og ”du skal bare lige…. Så er det gjort, det tager en prut og en begmand”, som hun siger. Mange prutter og begmænd senere, når fryseren stadig står som en igloo med sine tykke lag is, kan man godt tvivle på egne evner. Ingen kan alt, men alle kan noget. Også dem, der siger: ”Rengøring er sgu ikke lige mig, tante Alis”. Den har Alis grinet meget af. Hendes grin, og hendes nysgerrighed på sine medmennesker, går rent ind hos alle. Det er faktisk hende, vores concierge, der gør, at vi snakker sammen i opgangen.

 

Ikke bare vores dør er hun gået ind ad. Hun går ind ad alle døre, når nogen flytter ind, og hos dem, der har boet her i årevis. De unge knægte, der deler en lejlighed ved siden af, fik på samme måde besøg af Alis, der bare kantede sig uden om den måbende fyr i døråbningen, og ind i køkkenet med et fad boller, med bemærkningen: ”Luk munden, der ku flyve en flue ind”. Service til de nytilkomne: ”Her i huset kommer vi hinanden ved. Vi siger også dav på trappen”. Alis ved, som husets portnerkone, hvem der flytter ind og ud, kommer sammen med hvem, og ingen slipper ubemærket forbi. Hun er en skatkiste af folks hemmeligheder, som hun kun deler med udvalgte! Og går man en tur i Netto sammen med Alis – ind imellem er der varer, der skal bæres – er der ikke noget med bare at glide forbi kassen med et fraværende udtryk og blikket stillet på uendeligt. ”Hej… Frida”, kommer det efter et hurtigt blik på navneskiltet, og pigen ved kassen, nyansat, smiler. Det samme gør en fyr, der sætter varer op, da hun højlydt kommenterer: ”Hva’ fa’en er det for en butik, har I ikke fået nye kartofler!”

Der er en energi, et kraftfelt, omkring hende.

Om sommeren sætter folk røgalarmen i gang med deres grillarrangementer, der sender tykke røgskyer ind i opgangen – en enkelt gang var det fra Alis, røgskyerne kom: hun havde glemt et par bøffer på panden midt i en telefonsamtale. ”Guuuuud”, men så bliver kluden svinget, og nogen får pillet den røgalarm ned. Gården er som en skakt af festlyde, skingre skrig og fuldemandssnak om sommeren – Alis er kvinde for at identificere lydene, ”altså de har sex så jeg troede konen skulle dø”, fx – og ved også, når nogen har lavet om på værelsesfordelingen, for væggene er tynde, og børn larmer også ”men som jeg altid har sagt, børnene skal sgu have lov at være her”. Bliver det for meget, er hun ikke bange for at stikke hovedet ud ad vinduet og venligt henstille til ro. Det foregår smilende, med et nysgerrigt blik på et par unge mennesker i feststemning: ”Hej piger, det er dejligt at se, at I hygger jer, men det er hverdag, og kunne der snart blive lidt ro”. Altid er reaktionen positiv, ingen sure miner her.

Mona, vores grønthandler, som jeg skrev om i sidste blogindlæg, har Alis haft sin faste gang hos, og det er en skam, at hun måtte dreje nøglen om, for de nye kartofler skal man selv have fingrene ned i, og det kan man ikke hos Netto, døgnåbent eller ej. Det samme med Monas saftige græske appelsiner, og var det nogle rådne bananer, der kom med i posen, fik Mona klar besked. Intet stukket under stolen her. Udlændinge hedder krakkemutter i Alis’ mund, men hun hilser på dem alle, kender deres koner og mænd, sønner og svigerdøtre. En marokkansk kone, som var hendes kollega, blev syg efter gentagne børnefødsler, Alis’ besked til hendes mand var klar: ”Nu ka du kraftedme godt se at få snabelskoene ned fra sofaen og hjælpe din kone”. Manden var færdig af grin, sådan var han ikke vant til at blive talt til. Kniber det med et brev på dansk, kommer Alis lige op: ”ka’ du ikke lige hjælpe hende, hun skal søge om begravelseshjælp oppe i kommunen”.

Og hun har sat i banken, for hun er ikke selv bleg for at hjælpe.

Som enlig mor i en gammel lejlighed uden fast indtægt stod jeg med et faldefærdigt komfur.

Den fiksede Alis. Hun havde nemlig lige snakket med Teddy henne i kiosken om nogle komfurer og andre ting, der bare henstod, næsten nye, fra en kondemneret ejendom, hvor han kom.

”Ku’ du ikke lige”, sagde Alis, og det kunne Teddy da. Sådan blev et komfur kørt til døren, og, som skæbnen ville det, slæbt op af Alis’ bror, der også lige tilsluttede det.

Eftersom Alis i sin tid gjorde rent oppe i lægehuset på Østerbrogade, kender hun alle lægerne. Hun anbefalede mig som nytilflyttet den læge, jeg har i dag, og som er den bedste læge, jeg nogensinde har haft. De kender også Alis, for når hun ringer derop, siger hun ”hej skat, sig mig lige engang…”

Ingen kan sige nej til Alis. Om det er lægen, banken eller naboen – sådan er det bare. Og som hun selv siger: man skal stå tidligt op, hvis man vil løbe om hjørner med hende.

Alis lærte sig selv at læse, trods det, der sikkert i dag ville blive diagnosticeret som ordblindhed, men som i hendes barndom hed dumhed. Hun fandt et helle på skolebiblioteket, og elsker den dag i dag at læse. Når hun er færdig med ”Hjemmet”s noveller og en Barbara Cartland, kommer hun lige op: ”Kan du lige låne mig en bog, jeg mangler”. Går ned med Blixen eller Tove Ditlevsen, ugen efter er de læst, ”den var skidego’’”. Man kan vende en situation med hende, og hun har et indblik i mennesker, som skaffer hende et sikkert instinkt, og en evne til at ”vende den 180 grader”, bringe en ny vinkel til veje. Uvurderligt for os alle her i huset på Strandboulevarden/Nordre Frihavnsgade, hvor vi faktisk kommer hinanden ved, med Alis som naturligt centrum. Fik jeg nævnt, at Alis for nylig fyldte 75. Det blev selvfølgelig fejret efter alle kunstens regler her i vores gård.

 

01-06-2016

Hos Mona du kan få saftige appelsiner til jul, græske

solorange mandariner med blade, der dufter af Konyas raslende tørke

i dag: tre rynkede peberfrugter for en tyver

jeg har ingen penge i kassen, til gengæld du får fem brune bananer i bytte

Mona nu i 25 år har solgt seks gode om dagen

en lille snak om familien, og en gratis champignon til det sære barn

en mandel til damen med den dårlige mave

for mandler er godt, bare ikke for mange

stryknin slår selv den bedste ihjel

Manden kommer med vognen, døtrene gifter sig

om vinteren vi pakker vores sydfrugter

og så der er halv pris hos Mona

Nu butikken er tom, en buket står ene tilbage

til minde om de 25 år, vi siger TAK

til kunderne, der kom – hver anden time til sidst

arbejdstiden blev trukket til en harmonika

folk ikke ved, hvornår de skal arbejde

hvornår de skal gå hjem

for Netto er altid åben

med sine plastikfrugter pakket i plastik

fra de varme lande, på køl om vinteren

Dengang der var slagter, ost og minimarked

jeg kom fra en æblefabrik

og solgte bananer i lange baner

mellem tre og fem der var travlt

det vidste man

og tiden var til en snak

Nu der er Netto i døgndrift

og Mona kan ikke mere

Hun skulle hilse og sige tak

til alle jer, der var med, hos Mona.

01-06-2016

Min nye serie Folk i Nordre Frihavnsgade bringer ord og billeder fra gaden og dens mennesker. Læs første blogpost om Mona