Black Friday

23-11-2018

 

”Elkedlen er i stykker”, sagde hun om morgenen.

”Den gider ikke slukke”.

Han raslede lidt med Politiken, som i en leder opfordrede til at handle (men det kunne jo betyde to ting, høhø) imod forbrugsræset. Ikke mere snak, lad os handle, skrev redaktøren, som dog erkendte, at Politiken jo også havde masser af de sorte annoncer, for dem lever vi jo af. Langt inde i artiklen (omløb på side 5) stod der noget om, at Politiken gik forrest med nogle breve fra forfattere til deres børn om den klode, de skulle overtage.

Hun kaldte hans navn, netop som han var landet på en halvsides annonce fra Føtex.

”Jeg kører forbi Føtex på vejen hjem. Der er 25 % på el. Det er sgu ikke meget. Fup og fidus”, tilføjede han, men smilede til hende.

”Jeg fik bestilt vinduespudser forleden. Han kunne lige presse det ind inden jul”.

”Nå, fint. Ja, de trænger også”.

Hans blik gled ned over spalterne i avisen, der akkompagnerede de hele og halve siders annoncer. En opdagelsesrejsende – et ungt fæ på 20 – havde trodset alle forbud og var padlet i kajak ind til en ø syd for Indien, i Den Bengalske Bugt, hvor en fjendtlig og isoleret stamme på bare 50 medlemmer straks havde slået ham ihjel. Så er man sgu også selv ude om det.

”Skat, kigger du også efter tilbud på en Mocca Master?”

Et nyt studie havde fornylig peget på, at kaffe fra Bodum stempelkanden indeholdt langt mere kolesterol end kaffe brygget på en gammeldags kaffemaskine.

”Ren retro”, havde hun kvidret, mens han havde brummet:

”Men det skal være en ordentlig maskine”. Altså en MoccaMaster. Det var noget med temperaturen og gennemløbstiden, der gjorde kaffen perfekt. Det var nu hans opgave at tilvejebringe den. Billig var den ikke.

Han foldede avisen sammen – de var overgået til et weekendabonnement, for de fleste af ugens dage kunne man bare læse nyhederne på nettet – og rejste sig fra lænestolen, kastede et blik på sit dykkerur, som var en del af det kajakudstyr, han egentlig også skulle have solgt. Måtte lige huske at tage nogle billeder med mobilen og sætte det på Den Blå Avis næste gang, de var i sommerhuset. Skuret flød med ting, der kunne indbringe en mindre formue.

Rydde op og ud. Hun var godt i gang med skabene, han skulle se at komme afsted.

Skulle nok lige forbi en bilvask på vejen, det gik ikke an at tage på kundebesøg i en møgbeskidt øse – især når det ikke var en øse, men en Kia Optima – Forførende Fornuftig.

Han sprayede en antydning af Yves Saint Laurents nye herreduft (gave fra kone og papsøn) på håndleddet, idet han omhyggeligt undgik manchetterne på skjorten, så børste han et fnug af jakken, kastede et blik i spejlet og var klar.

”Går du ned med bæltet?” spurgte han sin kone, idet han kyssede hende farvel med et kys på munden. Hun kendte til en god skomager, der lige kunne sy spændet fast. En (udlænding, selvfølgelig), der kunne sit håndværk, og så til en fair pris. Modsat alle de dovne danskere, der ikke kunne andet end at foreslå en dyr udskiftning, når noget gik i stykker. Og for det meste var det faktisk billigere bare at købe noget nyt, frem for at få det gamle lavet.

”Det skal jeg nok”, smilede hun tilbage. Hun stod med en karrygul mohairsweater i hånden, som havde optaget en del plads i klædeskabet.

”Se lige den her”, grinede hun.

”Gult klæder ingen. Hvad tænkte jeg dog på?” Den røg i posen til genbrug.

Når hun havde afleveret bæltet, ville hun gå forbi genbrugsbutikken med to store poser fyldt med tøj. God følelse, at rydde ud. Det giver plads – og så giver man samtidig en hjælpende hånd til de hjemløse.

 

Sidst på eftermiddagen mødtes de foran d’Angleterre, hvor en forventningsfuld skare havde taget opstilling. Til akkompagnement af hornorkestret fra Den Kongelige Livgarde blev der tændt lys i juleudstillingen, og der gik et lille suk igennem menneskemængden. ”Hvad mon det har kostet at hyre dem?” tænkte han, inden de langsomt fik viklet sig ud af mængden og hen foran Magasins indgang. ”Wow, se den kjole der”, pegede hun.

”Den ville være super flot til nytår”.

Den var ikke med i Black Friday tilbuddene.

”Du kan jo ønske dig den til jul”, sagde han og tænkte, at hans Kay Bojesen abe ville se godt ud med en af de der fjollede små nissehuer af træ, man kunne købe i Boligafdelingen. Den kostede 150 kroner og var heller ikke sat ned. Måske en adventsgave?

”Husk nu, vi har aftalt at spare”. Hun kiggede alvorligt på ham, og han smilede og kyssede hende på panden.

”Selvfølgelig skat. Max. 1000 kroner til hver”.

 

20-11-2018

 

Sidste søndag blev jeg ringet op med en trist besked: min gode ven og forlægger Flemming Andersen var død natten inden, helt uventet og kun 57 år gammel. 

Efter Mortensaften i familiens skød lagde han sig til at sove for aldrig at vågne igen.

Hans veninde gennem hele livet havde ringet mig op – og var lige så chokeret som mig.

Lørdagen inden havde vi været i byen, alle tre – Flemming, Karen og jeg - og havde endt aftenen på Café Intime, hvor snakken gik i opløftet stemning og vi grinede ad en 80-årig klaverboksers usikkert vibrerende pitch, drak, røg og festede. Snakkede om bøger og bogfolk – som altid, når vi mødtes.

Diskuterede den film, vi lige havde set. Bohemian Rhapsody. Så kom Freddie Mercury på anlægget – altså den rigtige – med selvsamme sang, og selvom Rami Malek er god i filmen, er den ægte vare altså bare den, der giver ståpels, og vi skrålede med på sangen.

Det var ud på de små timer, da vi skiltes. På det tidspunkt anede jeg ikke, at det skulle blive sidste gang, vi sås. 

 

Karen og jeg græd ind i røret. Hun havde tilbragt dagen ude hos Flemmings kone, sammen med andre venner. Jeg lovede at give Poeterne besked. Den flok mennesker, der af eget engagement driver Det Poetiske Bureaus forlag, hvor Flemming var redaktør og sparringspartner for mere end én poet og forfatter. Jeg fik fat i Søren, der gentog det ”nej!”, jeg selv havde udstødt tidligere. Giv den videre, men hold den lige fra Facebook i første omgang. Besked følger om bisættelse. Også Flemmings ekskone skulle have besked. Hun vidste det allerede. Jungletrommerne går, og en del gamle kolleger er pressefolk. Allerede mandag var det alligevel ude på Facebook. Flemmings kone skrev om sin elskede om tirsdagen. Inden da: Sorg og gråd, men også opbakning fra nær og fjern. Venner var rykket ind hos hende og sønnen for bare at være der. Lave mad, bakke op, til de fik besked om at bakke ud. Sådan var de. Formåede at tiltrække mennesker, der nu ville hjælpe, helt konkret.

 

Flemming var oprindeligt journalist, og jeg mødte ham, da jeg i 90’erne bevægede mig ind på Månedsbladet PRESS og blev hængende. Han var redaktør og lidt af en børste. Fik man en sjælden kompliment for sit arbejde, kunne man godt tage den for gode varer. Dengang var vi ikke venner, og vore veje skiltes i mange år. For så at krydses en dag på Facebook. Både han og jeg postede nogle digte, og jeg fandt ud af, at han havde skrevet et par bøger. Både digtsamlinger og senest ”Ukendt Land” om den store rige undergrund, der findes af danske digtere, som er ukendt for de fleste. Jeg kastede mig straks over de forfattere, han linede op i bogen, og her var ganske rigtigt tale om et stort uopdaget potentiale. Et potentiale, Flemming var med til at sætte på landkortet. Vi mødtes, da jeg en dag hyrede ham som redaktør på nogle skriverier, som jeg gerne ville have vurderet. Reaktionen var klar i spyttet: dine digte kan noget, novellerne skal du arbejde mere med. Ok.

Vi mødtes, og det blev ikke bare til et samarbejde, men også et venskab. Flemming banede vejen for udgivelse af mine to digtsamlinger – ”Arabesque” og ”Dukkehuset” – og det var den mest givende proces, jeg længe havde oplevet, at få et kompetent blik på det, jeg havde skrevet. De diskussioner, der fulgte med, var også af en særlig kaliber, idet vi kunne snakke om alt inden for litteraturens verden, og i øvrigt.

 

Vi mødtes, ikke ofte, men når vi gjorde, var det en fest. Hos ham i hjemmet i Hvidovre – hvor han og hans kone hvert år var vært for en havefest ”Dus med Dyrene” med hjemmelavede hotdogs  og kolde dåseøl og folk fra alle egne og professioner – eller på værtshuse rundt om i byen. Han havde meget klare holdninger til, hvad litteratur skal og ikke skal kunne:

”Man skal have noget, som man vil give til andre, ellers er det ligegyldigt”, skrev han engang i et brev , med henvisning til alle dem, der udgiver bøger for at se sig selv i et spejl og for at andre kan spejle sig i dem. Det skal løfte sig over navlepilleriet, sagde han, og det var jeg så heldig, at han mente, mine digte gjorde. Han beundrede de færøske digtere – udover William Heinesen, Joánes Nielsen, som han var i færd med at redigere en bog af, da han døde – og beatpoeterne, som han også oversatte: William Burroughs ”De Tabte Muligheders Spøgelse” udkom tidligere i 2018 i Flemmings oversættelse. Tidligere havde han udgivet sin egen ”Drømmekabinettet” samme sted, en filosofisk roadroman, der blander mytologi, filosofi og madlavning, idet Flemming også var lidt af et madøre.

 

Hans død har ramt mig lige i maven. Som en boksehandske, der kom ind fra venstre. Det er en ven og en diskussionspartner, én, jeg kunne spille en bold op ad, bryde mine meninger mod, og en slags mentor - en skrigorange bøje på et sort oprørt hav.

Nu skal jeg selv finde vej, og finde mine ankre, eller bøjer, andetsteds. Karen og jeg mødes snart igen, og vi vil gerne have Poeterne med, og alle der har lyst. Det vil i lang tid frem være meget meget mærkeligt ikke at kunne ringe Flemming op og sige: ”Hvad mener du egentlig om det eller det?” og blive klogere, for det er hvad der sker i en kvalificeret samtale: om man er enig eller ej, bliver man altid lidt klogere.

Eller grine ad hans kommentar om en forfatter, der skriver udleverende om sin ekskone: ”Fedtøre”. Flemming var fyndig og talte uden omsvøb, man kunne regne med at få klar beske, og tak for det. Men han var også blevet mere afrundet, end jeg husker ham fra Press. Mere tilgængelig. Heldigvis for det. Jeg ville ikke have undværet at kende ham.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

07-11-2018

I mit sidste blogindlæg fortalte jeg lidt om ord, der "popper op" og måske bliver til et digt, efter endeløse associationsrækker. Nu er det tid at se, hvad der så kom ud af det - og nedenstående digt er, hvad der står tilbage, efter at have hugget det til.

 

Ud af en brandtomt lyste et par øjne

to glitrende stykker kul i mørket

røgdykkeren kom til syne, som en ånd

han havde denne kat i de polstrede arme

røgglorie om visiret

i baggrunden sås en nanoninja

ubemærket glide ind i godsbanetunnelen.

 

Sirenesang i natten

blind alarm, blind alarm, blind alarm

Ildløs er sjælens metafor

ingen døde, kun en kvæstet

som det fremgik af rapporten.

 

Næste dags dis er en afart

i hvis skjul morgenrøden hemmeligt skrævende

på lange, orangefarvede ben

over høje huses vaklen

forsvandt med et gådeuldt smil

langs banelegemet.

31-10-2018

Den rosenfingrede dagning – om at digte

 

Hvad er et digt?

For mig begynder det med associationer eller ord, der popper op i mit hoved og danner forbindelser med nye associationer og ord, til der er et vidtforgrenet net - eller et krat, som der skal luges i! For eksempel begyndte jeg i aftes at tænke på bogstavrim og nye ordkombinationer: gasblå faldt mig ind, dernæst beton, gasblåbeton, et nyt ord, med en ny betydning: gasblå er en farve, man får i hovedet, hvis man ikke har det særlig godt eller er døende. Beton er hårdt, det er holdbart, man bygger broer og højhuse af det. Gas kan forgifte, ihjelslå, men også varme et hjem op. Det næste, der faldt mig ind, var vågeblus. Det er et trygt ord. Måske kan de her ord sættes sammen i et digt, der rammer en stemning, af noget hårdt, uafvendeligt, men også trygt. Måske er det døden, man mærker en gusten morgenstund, hvor et grimt højhus er nærmeste nabo? Uden at du har brugt ordet ”døden”.

En række andre ordforbindelser ”ramte mig”, også efter at jeg var gået i seng. Jeg var nødt til at stå op og skrive det ned på en lap papir, som jeg også tog med ind på natbordet. Bureaukratibanemand. Grufuldt grubegrums, halløj i hulen. Og så, sirenesang i natten. Det blev her til morgen, hvor jeg efter mine søvnløse ordlege stod vaklende op, kombineret med min kærestes opremsning af Hovedstadens Beredskabs melding om brandalarmer i området: blind alarm, blind alarm, blind alarm.

Det kan blive til noget. I øvrigt kan jeg også godt lide ordet røgdykker. Det skal helt sikkert med i digtet. Det var efter at jeg havde nedfældet ”oldgammelt orneblod” og ”nano-ninja” på min blok. Sommetider kan der, efter lang tids tørke, dukke en række nye forbindelser op. 

Som broer mellem mig og verden. Digte er for mig en måde at bygge bro på.

 Det kan være uventede ordkombinationer, som ovenfor. I Frankrig var der i 80’erne en reklame for strømper af mærket Dim – ”Dim t’es bleu comme une orange” (Dim, du er blå som en appelsin). Hvad man måske ikke lige ved er, at orange og blå er komplementærfarver. Men man fornemmer det. En appelsin er orange, ikke blå. Men det giver mening alligevel. 

Digte kan også være en rytme, som i ”blind alarm, blind alarm, blind alarm” – jeg synes det klinger godt, og i øvrigt er det et heksameter a la oldtidens digtning.

Min kæreste analyserede en henvendelse, jeg havde fået, med ordene: ”Det er en trojansk hest”, og billeder fra Homers Troja sprang frem for mit indre øje. Sammen med den orange buket roser, jeg købte i Brugsen i går og som nu lyser på spisebordet (se foto) kom jeg til at tænke på Homers ”rosenfingrede dagning”, et højpoetisk udtryk, som fylder dagen med poetisk handlekraft! Hov – er poeter ikke sådan nogle lidt melankolske typer, der sover om dagen og hyler mod månen om natten? Jo, sommetider. Andre gange er de i gang ved tastaturet med ildhu og den rosenfingrede dagning i ryggen. 

Jeg holder meget af Homers henrullende heksameter. Han kunne danne ord, så det sprøjtede: Hvad enten man læser ”Odysseen” i Christian Wilsters oversættelse med orddannelser som ”dorskfremvraltende okser” eller i Otto Steen Dues nyoversættelses ”stramtombæltede kvinder” og ”fugleflugtstolkere” , så er det en nydelse. Et digt må gerne være morsomt. Som Halfdan Rasmussen, der i dén grad kunne kombinere det melankolske og det finurlige. Benny Andersen, der satte den nordiske sjæl på rim med et twist. Piet Heins kortfattede gruk. Et lille destillat kan rumme store sandheder. Det tilbageholdte, ikke-sagte, pausen, er digtets inderste hemmelighed.

Redskabet er redigering.

Efter denne proces, og en ny gennemlæsning, vil jeg måske være klar med et digt. 

17-04-2017

 

 

Når havet synger

sin store lokkende sang

bølgernes slag;

 

Når ametystens

grønne skær i dit øje

grådigt rækker ud;

 

Når fyrtårnets blink

lumsk lokker skibe på grund

med grum intention;

 

Når stranden udstrakt

går i ét med bølgeslags

konkyliehvisken;

 

Da må du lytte

til vindens klagesang

om dem, der rejste;

 

Da må du skue

som i spejlet din skæbne

indgyde dig mod;

 

Da må du gribe

Nattens hånd og gå derud

stjernerne lyse.